Vovhvalp
Det er en af de to hvalpe jeg har passet imens Thomas og Marianne var i DK.
Han valgte at gemme sig under bilen, lige som jeg skulle til at bakke. Det kostede desværre et brækket ben.
Som i kan se, var han ikke særligt begejstret for sin forbinding, og var generelt meget ynklig. For det første var han nød til at bo i et bur for ikke at bevæge sig rundt, og dermed overbelaste benet.
De første par dage gik det ok, han sov meget og ku nok ikke forstå hvorfor han havde ondt i benet og skulle være i bur.
Da den første ømhed fortog sig, begyndte det dog at være kedeligt. Så han begyndte at gø - tror mest det var for at lave ballade. for når han startede med at gø, så startede resten af kvarterets hunde også.
Efter en uges tid begyndte han at kravle rundt. Hverdag var han ude morgen, middag og aften, men efterhånden var det svært at styre ham. Lige så snart man vendte ryggen til, så kravlede han der udad.
Efter halvanden uge kunne han stå op og støtte på benet, og pludselig en dag var der en der kom mad i madskålen, og så glemte man lige at benet gjorde ondt... så han løb de tre meter over til madskålen...
De næste par dage, var jeg nød til at lukke døren til buret, for hvergang jeg kiggede væk sneg han sig ud og gik på opdagelse i huset.
Når man er frisk nok til at snige sig rundt i huset, så er man også frisk nok til at komme ud at bo igen.
Limpy kom ud til de andre vagthunde at bo igen, og to dage efter var forbindingen tygget af, så han mente åbentbart at den var for træls...
Han støttede endnu ikke fuldt ud på benet, men det blev tydligt bedre dag for dag, og i slutningen af ugen var han frisk nok til at komme til hans nye hjem, idet han og hans søster var blevet gevet væk til en tidligere ansat på projektet.
En lang historie... Vov har det fint nu, og moralen er - gem dig aldrig under en bil... (og ikke som nogen påstår, at jeg ikke kan lide hundehvalpe).
